TDH dag 3: Det store finale
8. maj 2016Så var dagen kommet, dagen hvor drenge skulle blive til mænd, og piger til kvinder. Dagen hvor de trætte ben skulle i gang for sidste gang, og dagen hvor det tabte kunne vindes. Det var dagen hvor kongeetapen skulle afvikles, og dagen hvor den berygtede Pederstrup skulle passeres op til flere gange.
Flot solosejr til Eg
Hos U19 piger var Susanne Andersen fra Norge, inden dages etape i front med 21 sekunder ned til Simone Eg fra Team BMS BIRN, 24 sekunder til Johanne Marcher, og 25 sekunder til Emme Norsgaard Jørgensen. Så der var lagt op til en spændende afslutning på løbet, inden den afsluttende etape. Efter få omgange kom et 5 mands udbrud afsted, hvor alle de bedst placerede ryttere var med, Susanne Andersen, Simone Eg, Emma Norsgaard Jørgensen, Henrietta Colborne og Ingvild Gåskjenn. Udbruddet holdt godt sammen, og oparbejdede et godt forspring ned til feltet. Så der var ingen tvivl om, at både vinderen af etapen og Tour de Himmelfart skulle findes her.
Kort før rytterne kørte ud på løbets sidste omgang a 14,3 km, kørte Simone Eg solo, og væk fra gruppe. Selvom gruppen bagved kørte godt sammen, var der intet at stille op imod en yderst velkørende Simone Eg. Og efter en imponerende solo kørsel, kunne Simone kører alene i mål som vinder af Kongeetapen. Og da der samtidig gik 1:47 før de næste kom til mål, blev Simone også vinder af Tour de Himmelfart med 1:30 ned til Susanne Andersen, og 1:53 foran Emma Norsgaard Jørgensen. Selvom Andersen mistede den gule trøje på sidste etape, kunne hun dog glæde sig over, at hun blev samlet vinder af Bjergtrøje. Hollandske Iris Ton tog den samlede sejr i point konkurrencen.
I holdkonkurrencen var der tæt afgørelse, men det lykkedes Team Rytger at vinde med et forspring på 28 sekunder ned til Isorex Ladies Cycling Team fra Belgien.
Sejr til Rodenberg og Johansen
Hos herre juniorerne var der også lagt op til godt cykelløb. Med den gule førertrøje siddende på Julius Johansen (Team Børkop cykler), og med ryttere fra juniorhold fra CK FIX, Slagelse, Amager og ABC på de næste pladser, skulle der nok blive rigeligt at se til for Johansen og resten af hans hold.
Og godt cykelløb blev det også til. Efter flere udbrud, med forskellig formationer og antal, kom en gruppe på 8 mand afsted ud på sidste omgange. De 8 mand var Frederik Rodenberg Madsen og Mathias Larsen (Team Børkop cykler), Frederik Irgens Jensen og Mathias Mortensen (Team BH Fabin Sport), Andreas Hanberg Madsen (Team Herning CK Junior), Eigil Nikolajsen (Team ABC Junior), Asbjørn Hellemose (Hammel) og Mikkel Beck Olsen (Team Mascot WorkWear). De 8 mand arbejde godt sammen, og selvom der blev stukket i højre og venstre hen mod mål, kom alle 8 mand samlet til strenge. Her var Frederik Rodenberg Madsen hurtigste mand, foran holdkammeraten Mathias Larsen og Eigil Nikolajsen. 38 sekunder efter kom feltet, bestående af kun 18 ryttere, til mål med bl.a. Julius Johansen. Johansen blev blev dermed samlet vinder af Tour de Himmelfart. Kun 58 ryttere gennemførte sidste etape, hvor i alt 74 ryttere udgik!
Joakim Lisson (Team BH FabinSport) blev samlet nr. 2, mens Jeppe Hanssing fra Amager, tog det nederste trin på podiet.
Adam Toftemark fra Pythonprocom VeloWear tog bjergtrøje, mens Eigil Nikolajsen (Team ABC Junior) vandt pointtrøjen.
Holdkonkurrencen blev vundet af Team Børkop cykler – Carl Ras Roskilde Junior, foran Team BH Fabin Sport-Slagelse U19 og Team ABC Junior.